Hans Jørgen Frederiksen, lektor emeritus ved Afdeling for Kunsthistorie, Aarhus Universitet 

Eirby Historiske Rejsemål 2025

Corona-epidemien havde mange følger på mange planer. For rejsebranchen betød den en midlertidig indstilling af alle rejseaktiviteter både for nye og gamle virksomheder. Coronaen er ikke helt væk, men vi er igen begyndt at søge ud i verden, og mulighederne er atter ved at vende tilbage til tidligere tiders mangfoldighed.

Eirby Historiske Rejsemål startede helt tilbage i 1985, og gennem alle årene har firmaet opbygget en imponerende ekspertise i sammensætning af fagligt solide og professionelt arrangerede rejser med historisk og kulturhistorisk indhold. De praktiske medarbejdere – i mange tilfælde Torben Eirby selv – har professionelt taget sig af de mange forskellige tekniske opgaver, som enhver ambitiøs rejse byder på. Til gengæld har den faglige tilrettelæggelse og gennemførelse konsekvent været lagt i hænderne på historikere, kunsthistorikere og andre med en akademisk og oftest universitetsmæssig baggrund. Et af de mest overbevisende udtryk for succesen er de mange og trofaste kunder, der gennem årene er vendt tilbage til firmaet, og som til stadighed har fået følgeskab af nye og forventningsfulde rejsefælder.

Nu vender Eirby Historieske Rejsemål lykkeligvis tilbage og er igen i stand til at udbyde rejser med serieøst fagligt indhold, der appellerer til alle med nysgerrigheden og eventyrlysten i behold. Det er mig en stor glæde som mangeårig faglig rejseleder i firmaet at byde det velkommen tilbage, og jeg ønsker det al mulig held og lykke med tilrettelæggelse og gennemførelse af kommende rejser.  

Hans Jørgen Frederiksen

At rejse i rum og tid

I 1988 drog jeg – som 12-årig – med min far afsted til De Vestindiske Øer. I lufthavnen i Miami bød et billede af præsident Reagan de rejsende velkommen til USA og på hotelles tv-monitorer kørte MTV, men i skyggen af træerne på Sankt Thomas, Saint Croix og Saint John åndede historien os i nakken: Her gården, hvor de slavegjorte blev købt og solgt. Her de gravsten for danske søfolk og soldater, der må have følt sig så langt væk hjemmefra som var de taget til Mars. Her fortet i Christianssted, der med sine solgule mure lyser under den endeløse caribiske himmel, stadig klar til at forsvare kysten. Min far havde en livslang svaghed for sørøvere – nu fik vi sammen lov at gå og sejle og flyve i deres fodspor, i en verden, hvor hver detalje stadig står indprentet med sommerdagens klarhed i min hukommelse.



Disse minder fik min far og jeg, som tusinder af andre, takket være Torben Eirby – den historiestuderende, der i sin tid havde skrevet til min far om sin drøm: At sende folk på rejser, både, kan man sige, i rum og tid.

Dengang var Torben forud for sin tid, og det er han endnu: At give sig tid – og rum – til at være tilstede er blevet en sjælden og dyrebar luksus. Det gælder i hverdagen, men i den grad også når man rejser, hvor turistindustrien – som netop er: En industri – opmuntrer jagten på den næste selfie opportunity. Her tilbyder Torben det præcis modsatte: Nærvær, drevet af hans tilsyneladende endeløse energi, humør og nysgerrighed. Hvor man i mødet med historien glemmer alt omkring sig – og vender hjem til en verden, der, takket være de nye indtryk, er blevet så meget større end den var.

Clement Kjersgaard

Foto: Tommy Frost

Clement Kjersgaard, TV-og-radiovært, udgiver af RÆSON (raeson.dk) og ÆRA (historiemagasinet.dk) mm