Introduktioner fra tidligere års programbrochurer

Igennem nu ganske mange år har vi haft den tradition i firmaet at hvert nyt årskatalog bliver indledt med en causerende introduktion. I år er det formand for Folketinget og kommende formand for FN’s Generalforsamling Mogens Lykketoft ( se venligst under “introduktioner til rejserne 2015” i menuen til venstre ) der indleder årets rejsesæson, men mange andre spændende personligheder har gennem årene gjort os den ære at nedfælde nogle personlige tanker omkring Eirby * Historiske Rejsemål og den rejseform vi excellerer i. Disse introduktioner bringer vi i det følgende.

1994

Skribent: Erik Kjersgaard, Museumsdirektør, mag. art.

Den fjerde dimension

Når man er vant til at færdes i en tredimensionel verden med dens op og ned og henad, er det svært at vænne sig til tanken om, at der findes en fjerde dimension, og at det er tiden. Men sådan siger filosofferne, at det er. Vi rejser frem og tilbage og rundt i vor tredimensionale verden, men tiden – den rejser med os, og den går bare fremad. Kunne det lade sig gøre at komme den anden vej? Den tanke legede H.G.Wells med i fortællingen “Tids-maskinen”, og mange andre har siden leget videre. Men det var jo bare fantasi.

Rigtigt – uden fantasi går det slet ikke; men med fantasiens hjælp lader det sig udmærket gøre – og søger man de rigtige rejsemål og medtager man den rette bagage, ligger vejen banet for mange rejser i tiden. Det er den slags rejser, jeg selv dyrker.

Engang var jeg på vej fra Minnesota til Californien med et flyttelæs, da vi fik motorstop midt i Nevada. Medens de reparerede, gik jeg en tur udover prairien og fandt et trail –dybe hjulspor skåret ned i sand og grus. Og pludselig var det ikke bare tre lastvogne undervejs til San Francisko. Dette var Vesten, og jeg oplevede selv, hvad jeg havde læst om og set på film – udvandrernes månedlange rejse med sejldugsoverdækkede vogne til det gyldne Californien.

Joh – jeg havde bagagen med, min forhåndsviden om USA og om udvandrerne; men stedet og fantasien gjorde det nærværende og virkeligt.

Vi kan ikke alle være forhåndsorienterede om hver eneste plet på jordkloden – det er ingen faktisk; men vi kan vælge os rejsekammerater, der er fortrolige med netop det sted og den historie, vi søger. Det er således rejserne i dette katalog er tænkt og tilrettelagt – gennem de tre sædvanlige dimensioner og frem mod den fjerde, tiden eller historien.

Erik Kjersgaard


1995

Skribent: Erik Kjersgaard, Museumsdirektør, mag. art.

For ti år siden kom en ung krølhåret og lattermild mand for at forelægge mig en plan. Han ville arrangere “historiske rejser” – altså grupperejser, hvis særlige indhold var oplevelsen af historiske steder og monumenter, og han mente, jeg måtte være den rigtige til at give hans forehavende nogle anbefalende ord med på vejen. Det gjorde jeg så, fordi jeg kunne se, at intentionerne var rigtige, og fordi han virkede tillidvækkende.

Det er da også muligt, at anbefalingen hjalp ham igang; men det er og bliver jo Torben Eirby selv, som det hele skulle stå eller falde med. Nu konstaterer vi, at det stod. Ti år er en slags lille jubilæum, og alt tyder på, at EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL også vil kunne runde de større.

For øvrigt udtaler jeg mig nu med større kompetence end dengang. Jeg har selv deltaget i en håndfuld af Torbens arrangementer og dermed mødt et par hundrede af hans medrejsende – samt storket rundt til gamle dansk-vestindiske forter, stukket næsen indenfor på overlevende danske plantageejendomme og mødt adskillige “lokale” folk, som han har besnakket til at lege med. Det er – indrømmet – ganske anstrengende, men også kolossalt informativt, og det er min overbevisning, at vi er lige velkomne hver gang, og at vore rejsefæller befinder sig godt ved det.

Mere er der ikke at sige om det. Rejsebranchen udfolder sig over et bredt spektrum; men Torben holder nærmest krampagtigt fast ved sine intentioner – det historiske, og de, der vælger at slutte sig til netop hans grupper, fordi de er motiveret netop for det, udtrykker tilfredshed ved at få lige det, de gik efter. Hvilket naturligvis også kun kan glæde os, der hele tiden har troet på ideen og lejlighedsvis givet en finger med.

Erik Kjersgaard


1996

Skribent: Olaf Olsen, fhv. direktør for Nationalmuseet

I den lange tid, jeg var chef for Nationalmuseet, blev museet gang på gang ramt af nedskæringer, der tvang os til drastiske foranstaltninger på næsten alle områder. Bl.a. mistede vi næsten en femtedel af vore medarbejdere.

Der var dog ét område, jeg uden tøven holdt helt udenfor nedskæringerne. Det var medarbejdernes udlandsrejser. Det skete ud fra den klippefaste overbevisning, at det nyttigste, man overhovedet kan foretage sig, er at drage ud i verden og tage ved lære af, hvad andre gør og opnår, og hvorledes de tænker og føler.

De fleste danske vil nok være enige om, at Danmark er det bedste af alle lande, i hvert fald når man ser bort fra klimaet. Men denne opfattelse rummer den risiko, at vi bliver selvtilstrækkelige og provinsielle i vor tankegang. Det har hverken vi eller Danmark godt af. Den eneste effektive kur mod ondet er at rejse ud, og da især at gøre dette med vidt åbne øjne og øren.

Ved at koncentrere sine rejser omkring de historiske monumenter giver Torben Eirby sine rejsedeltagere muligheden for store og dybe oplevelser, som mere hastige turister end ikke ænser. Og ved at stifte bekendtskab med historien får de også langt bedre forudsætninger for at forstå og værdsætte de mennesker og de kulturer, man kommer i berøring med på rejsen. Det er måske lidt halv dyrt at rejse ud. Men man vender rigere hjem!

Olaf Olsen


1997

Skribent: H. P. Clausen, fhv. Justitsminister

Historien i bagagen

Holbergs stortalende barber, mester Gert Westfaler, i komedien af samme navn, havde været udenlands. Han havde gjort en rejse fra Haderslev til Kiel, og siden forpestede han tilværelsen for sine omgivelser med at fortælle alle enkeltheder fra denne store færd. For, som han siger: “vi, som har rejst udenlands…vi vil fortælle, hvem vi har hørt og set på fremmede steder, for at lade se, vi ere ingen hjemfødninger”. Ja, det er én grund til at rejse, men næppe dén, der driver den moderne rejsende ud.

Og slet ikke den, der lader sig friste af EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL. Læser man kataloget over disse historiske rejser, bliver man hurtigt klar over, at fra dem vil man ikke vende hjem med så letkøbte og overfladiske erfaringer, som Holberg harcellerer over i komedien om den opblæste barber med den lille rejse.

Nu var Holberg jo selv en rejsende af de store. Han besøgte Holland, Tyskland, Oxford, Paris og Rom. Henved 2.000 km vandrede han på sine ben ad de europæiske landeveje i forbindelse med sin rejse til Rom. Rejserne lagde grunden til hans brede europæiske horisont og til hans særdeles tætte kendskab til befolkningerne, de steder han besøgte. Det skyldes, at han måtte rejse og bo billigst muligt.

At rejse var jo på Holbergs tid og faktisk helt frem til vort århundrede en luksus for de få, der havde råd eller var villige til at udholde primitive strabadser. Først i efterkrigstiden har det ændret sig dramatisk.

Det er meget karakteristisk, at ordet charterrejser dukker op i det danske sprog i 1950’erne og bider sig fast i 1960’erne. Her har vi det sproglige aftryk af masseturismens gennembrud i Danmark.

I første omgang var det vel netop en masseturisme. Helt nye, brede befolkningsgrupper rejste ud til billige rejsemål – helst med sol og varme. Det var – og er da delvis endnu –en kombination af flok- og underholdningsrejser.

Men der er kommet en ny dimension ind i rejsebilledet. Mange ønsker idag som salig Ludvig Holberg at rejse ud for at lære, for at udvide deres horisont. Det er vor tids dannelsesrejse.

Denne tendens støttes af, at stadig fjernere rejsemål bliver økonomisk overkommelige at nå. Nu er der et publikum for rejser, der giver noget andet end pittoreske oplevelser at underholde med på barberstuen. Et publikum, der efterspørger kvalificeret professionel tilrettelæggelse. Det falder sammen med, at den historiske interesse tydeligvis er voksende. Og hvordan lærte Holberg om de lande og de folk, han skrev om? Ved at rejse ud og fordybe sig i deres historie. Netop det er der mange, der også vil i dag.

Jeg ser det ikke som nogen tilfældighed, at EIRBY * HISTORISKEREJSEMÅL begyndte sin virksomhed for ti år siden, i 1985. Da var de tendenser, der her er omtalt, under udvikling, og denne udvikling er forstærket siden. Det kan man se af den succes, ideen har haft, og man kan aflæse det af det katalog, der nu foreligger.

God læse- og rejselyst

H. P. Clausen


1998

Skribent: Herbert Pundik, tidl. chefredaktør for POLITIKEN.

Om at rejse og vende hjem.
“God rejse” er en af de herligste ordkombinationer, jeg kender.
Den overgås kun af en anden: “Velkommen hjem”.

Jeg har rejst en del i de seneste 50 år, siden Danmarks isolation blev brudt efter 2. Verdenskrig. Der kom ikke blot en båd med bananer, men der blev åbnet op for en verden af nye oplevelser, nye synsindtryk, nye kulturer, nye krydderier.

Skønsmæssigt har jeg tilbragt næsten halvdelen af disse 50 år på hoteller verden over. Fra de 5-stjernede og til dem med lerstampet gulv og et hul i jorden til nødtørft.

Jeg må være arveligt belastet. I Indonesien hedder de små hoteller på øerne “Funduk”, ordet er afledt af det arabiske ord “Pundak”, der har fælles oprindelse med mit efternavn.

Man vender hjem fra en rejse lidt klogere på livet og verden, end man var før. Især når den har haft et formål ud over det rent turistmæssige. Lidt klogere ikke blot på andre, men også på sig selv. At rejse er både til indvortes og udvortes brug.

Man bliver tvunget til at tage stilling til andre kulturer og livsformer, man får prøvet grænsen for sin tålmodighed og tolerance, man får chancen for at revidere fordomme og generaliseringer, og så får man mulighed for at se det danske samfunds fortræffelighed i perspektiv.

Man lærer også lidt om ordenes relative betydning. “Tak, jeg har det godt”, siger en vestafrikaner, som svar på ens spørgsmål.

Han ved ikke, hvad det vil sige at have det godt i vor betydning. Var vi i hans situation, økonomisk, helbredsmæssigt ville vi uden tøven sige, at vi havde det dårligt.

Man lærer at sætte pris på sin hjemlige hverdag, når man er ude, man lærer at tage dens små fortrædeligheder med større fatning.

Jeg holder, som sagt, af at rejse ud, glæder mig til at komme hjem og til perioderne mellem rejserne. Først det overblik man får, når man er kommet hjem og har fået oplevelserne på afstand, overvejelserne, eftertænksomheden, indtrykkene på nethinden, når man kalder oplevelserne frem, og den pludselige interesse hvormed man følger nyhederne fra et område, man sjældent har skænket en tanke. Og så forberedelserne til den næste rejse, valget mellem de mange muligheder, læsning om rejsemålet, og, ikke mindst, den stigende forventningens glæde, der følger med den langsomme nedtælling til afrejsedagen.


1999

Skribent: Uffe Ellemann-Jensen, fhv. udenrigsminister

Rejser med en idé.
“Vi søger slægtens spor i stort og småt”, skrev Jeppe Aakjær i Historiens Sang. Han ville have sat pris på Eirby´s historiske rejsemål. For det er at “søge slægtens spor”, når man tager de steder hen, hvor historie er blevet skabt.

Jeg elsker at rejse. At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen. Og jeg er helt enig med ham. I mine 10 1/2 år som udenrigsminister fik jeg rejst mere, end de fleste andre når det i et helt liv. Stadig elsker jeg at rejse. Men der skal helst være en idé med at rejse. Det med bare at ligge på en strand eller spise god mad er ikke nok. Jeg vil have mere med hjem end et brunt og udspilet maveskind. Derfor rejser jeg efter den særlige naturoplevelse – eller efter et møde med historien.

I gamle dage talte man om “dannelsesrejser”. Og det er vel i virkeligheden, hvad der er tale om, når man opsøger “historiske rejsemål”. Man kender sin egen tid bedre, når man kender dens forudsætninger. Man kender sig selv bedre, når man har mødt fremmede kulturer. Det er “dannelse” i ordets fine og oprindelige betydning.

Der er kommet mange nye og spændende historiske rejsemål til i de senere år. Rejsemål, som ikke var åbne for os tidligere. Og Torben Eirby har sørget for at udnytte de nye åbninger. Sidste år sendte han for første gang et rejsehold til de baltiske lande, som var lukket land indtil for mindre end 10 år siden, og hvor det endnu ikke er ukompliceret at komme rundt på egen hånd. Det er historie – det er nutid – og det er fremtid.

Hvad mere kan man ønske sig af en rejse? Bortset fra at komme hjem igen, naturligvis…


2000

Skribent: Samuel Rachlin, udenrigskorrespondent

Der er langt fra Jakutsk i Sibirien til Lucca i Toscana, fra København til Washington DC, fra New York til Rebild og fra Moskva til Vence i Sydfrankrig – alligevel er der ikke længere, end at jeg i løbet af de samme par uger har været hvert af de steder på en rejse, der kombinerede arbejde og ferie. Vores verden er blevet så lille og grænseløs, at man har kunnet erklære, at afstand er afgået ved døden. Hvad der i gamle dage kunne tage mange måneders strabadser, kan i dag klares med en flyvetur på under et døgn.

Teknologien har fået verden til at skrumpe ind. Et par museklik kan bringe os fra et hjørne af verden til et andet på nogle sekunder og sende os ud på rejser i den virtuelle verden med tilhørende links og search engines. Alligevel kan intet erstatte den traditionelle rejse, hvor man flytter sig med sit habengut – det ydre og det indre – fra et sted til et andet.

Selv den længste rejse begynder med det første skridt, siger et kinesisk ordsprog. Men rejseritualet begynder længe inden, vi tager det første skridt. Planlægningen, uvisheden, spændingen og forventningerne er en del af rejseoplevelsen, før vi pakker, tager afsted, lader os transportere og stiger ud ved rejsemålet. Vi rejser for at finde oplevelser og berige os selv med indtryk af lande, mennesker og historiske steder – brikker i det puslespil, vi samler livet igennem for at forstå vores verden og vores tid – og os selv. Når vi rejser, overskrider vi ikke kun grænser, men afprøver også vore egne grænser ved mødet med andre kulturer og skikke.

Verden er blevet så tilgængelig som aldrig før, og vi kan vælge og vrage mellem mål og formål i et væld af muligheder. Vi rejser ofte ud for adspredelsens og nydelsens skyld, og det er fuldstændig legitime rejsegrunde. Men mere end nogensinde før giver tiden os mulighed for at bruge rejsen til at lære og samle viden.

Når man rejser ud for at finde noget nyt og ukendt om andre, finder man ofte noget, der er med til at definere forholdet til ens eget land, ens egen kultur og en selv. Det er i de tilfælde, at en rejse ikke kun er et spørgsmål om at blive flyttet fra et sted til et andet, men også om man har flyttet sig. Den indre rejse er ligeså vigtig som den fysiske rejse fra et sted til et andet.

I vores familie sidder vi ned før hver rejse, lang eller kort, og samler tankerne i et kort øjebliks tavshed, inden vi ønsker hinanden en god rejse. Det er en tradition, som har fulgt vores familie fra slægtled til slægtled. Vi rejser meget i vores familie. Så vi sidder meget.


2001

Skribent: Karsten Fledelius, lektor, cand. mag.

At rejse er at leve – er blevet et fast ordsprog. Men at rejse er også at lære. For hver rejse lægges nye erfaringer og erkendelser til ens viden. Det gælder både, når man opsøger nye steder, og når man vender tilbage til steder, man har kendt tidligere, men som har ændret sig siden sidst. Ikke mindst i de sidste femten år er der sket dybtgående ændringer i lande, man syntes at kende godt, som landene i Sydeuropa eller Østeuropa. At rejse er derfor også at opdatere sine minder – og sommetider opleve, at mål som tidligere var utilgængelige, pludselig er blevet opnåelige. EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL har nu over 15 år bag sig. Nogle af rejserne følger op på tidligere rejser, men er anderledes, dels fordi målene har ændret sig, dels fordi rejserne til stadighed udvikles af rejselederne. Andre rejser slår ind på helt nye veje. Men det som er den røde tråd er, at hver rejse fortæller en historie, der er forankret både i fortiden og i nutiden. Og at hver rejse er et unikt forløb, skabt af den aktuelle kombination af mennesker, tider og steder.

For Torben Eirby og hans rejseledere er det at dele deres viden og oplevelser med de medrejsende blevet en del af deres liv. Heller ikke de vender uberørt hjem fra nogen af rejserne. Også de har lært noget af hver eneste rejse. Og sådan skal det også være. For rejsen er den stærkeste måde at genopleve historien på. Selv i en tidsalder, hvor tekniske muligheder tilsyneladende kan bringe os i kontakt med hele verden, uden at vi behøver at rejse os fra stolen, er der intet, der kan sammenlignes med at se historiens spor og kulturfrembringelser på stedet. Det får én til at se nye ting og stille nye spørgsmål. Derfor bliver Eirby-rejserne aldrig rutine. Selv rejser til mål, som er blevet besøgt mange gange, bliver hver gang gået efter i sømmene, detaljer forbedret, nye muligheder udforsket. Selvom rejsemålene er historiske, betyder det ikke, at de er statiske. Nogle rejsemål bør man faktisk tage til med mellemrum for at følge med i, hvad der sker. Nye udgravninger bliver gennemført, flere bygninger bliver restaureret, nye museer og samlinger åbnet. Derfor skal man ikke være bange for at “krydse sine spor”. For det vil være noget nyt, man oplever hver eneste gang. Programmet opstår i et samspil mellem Torben Eirby, hans rejseledere og bureauets kunder. Hvis der derfor er rejsemål, De kunne tænke Dem ud over de i dette program omtalte, må De endelig henvende Dem til bureauet – det kan være, at andre har fået samme idé, og forslaget derfor vil komme til at indgå i planlægningen. Det samme gælder, hvis der er rejser, De gerne så gentaget. Også for såvel positive som kritiske bemærkninger til de gennemførte rejser vil vi være meget taknemmelige.

På forhåbentlig snarligt gensyn!


2002

Skribent: Uffe Østergård, professor og direktør

Det er en gammel drøm for mennesker at kunne rejse i tiden. Indtil nu kender vi dog kun tidsmaskinerne fra fiktionens verden, litteratur, film og tegneserier. Men lysten til at opleve fjerne dage er stor og rummer vel sagtens en stor del af forklaringen på den succes, som Eirby * Historiske Rejsemål har med deres kvalitetsrejser. Her lægges vægt på faglig kvalitet sammen med eksperters begejstring over at kunne få lov til at dele ud af deres viden til engagerede rejsedeltagere.

Tilrettelæggere og deltagere gør deres bedste for på stedet at kunne forestille sig livet i romerske byer, genhøre akvædukternes livgivende plasken af køligt rent vand i romerske og arabiske ruiner, prøve at lukke ørerne for gladiatorenes smertensskrig i arenaens sand, der skulle opsuge deres blod og forestille sig motiverne bag stenalderfolkenes minutiøst udmålte megalitter, som tillader solens stråler at falde ind i det inderste kammer en eneste dag om året. Gåderne er ligeså mange, som der er rejsemål, og videnskabens ofte modstridende forklaringer er endnu flere.

I virkeligheden kunne man næsten nøjes med at gå på opdagelse i bøgernes verden bekvemt siddende hjemme i sin lænestol. Det har tidligere generationer også gjort, men det var nok mest af nød. De virkeligt velhavende tog i 1700-tallet på årelange dannelsesrejser – le Grand Tour d´Europe – pilgrimmene valfartede i middelalderen til fods fra Trondheim til Santiago de Compostela, Rom og sågar Jerusalem, mens håndværkere gik på valsen i hele Europa, indtil 1. Verdenskrigs krav om pas lukkede de nationale grænser for folkenes flertal. Så ønsket om at se Verden har været der hele tiden, men det er først i vore dage, at de moderne transportformer har gjort det muligt for de fleste af os at realisere drømmen. For nogle endda flere gange om året.

I den situation er det dog vigtigt at huske, at det ikke er fortiden, vi oplever, men fortiden som den har overlevet til i dag. “Fortiden er et fremmed land, som ikke eksisterer længere”, har den britiske geograf David Lowenthal overbevisende demonstreret i bogen “The Past is Foreign Country” fra 1985. Vi kan tro, at vi ser fortiden, som den var – og det er da også hensigten med de historiske rejser i rum og tid at komme så tæt på den for al tid forsvundne fortid som muligt. Men man skal vide, at fortiden uhjælpeligt er forbi, og at det, vi oplever, er en interessant ny tid, hvor det gamle ses i lyset af nutiden. Ja, ruinerne og erindringerne er en integreret del af nutiden. Det nutidige, fortidige og fremtidige “nowhere land” er ikke det mindst spændende at opleve, når man drager ud i rummet med Eirbys historiske tidsmaskiner. Men også netop årsagen til, at det er vigtigt at have kyndige lodser med.


2003

Skribent: Niels Helveg Petersen, fhv. udenrigsminister

I løbet af 8 år bliver det til en del rejseri som udenrigsminister. 60-70 rejser om året gange med 8 bliver noget i retning af 500 enkeltrejser.

Men officielle udenrigsministerrejser har intet med ferierejse at gøre. Det er ud og ind af lufthavne, hoteller, limousiner og mødelokaler. Man lægger knap mærke til hotellets navn eller byernes geografi. I hvert fald er jeg indrettet sådan, at jeg var dårlig til at kombinere det tjenstlige og det turistmæssige. Jeg fotograferer aldrig og har derfor også kun officielle billeder som minde om de mange rejser.

De mest mindeværdige ture gik til Kina, som er et dybt fascinerende land, der netop i disse år undergår voldsomme forandringer. Det østlige Kina er i økonomisk henseende en vulkan i udbrud. Jeg glæder mig til ved lejlighed at gense Kina for at se, hvor langt de nu er kommet i den uhørt heftige modernisering i et land og i et samfund med en gammel, raffineret og rodfæstet kultur.

Efter at være holdt op som udenrigsminister er min kone og jeg begyndt at rejse som turister. Senest gik turen til Andalusien i slutningen af september 2002. Vi startede i Malaga og kørte med gode venner i lejet bil turen over Granada, Córdoba, Sevilla og Ronda. En tur fyldt med store oplevelser: Underskøn arkitektur og kunst, betagende landskaber, dejligt klima og god mad og vin. Hvad kan man forlange mere? Kan absolut anbefales.


 2004

Skribent: Hans Jørgen Frederiksen, lektor, mag. art.

Man behøver ikke at flytte sig bogstaveligt for at gøre det mentalt; men ofte hjælper det!

Under særligt lykkelige omstændigheder kan en rejse blive et stærkt symbol på livets rejse fra vugge til grav, og den allervigtigste forudsætning for, at det kan ske, er, at man rejser med åbent sind, er fordomsfri og modtagelig for både nye og velkendte indtryk.

Det er ikke godt at stå passivt iagttagende på livets sidelinie. Så bliver tiden en brutal fjende, der umætteligt og ubønhørligt æder sig ind på os bid for bid, dag for dag. Når millioner af mennesker gennem flere tusind år har haft store erkendelsesmæssige oplevelser ved at drage på pilgrimsrejse, har det måske bl.a. noget at gøre med en fornemmelse af at bevæge sig med tiden modsat det blot at se den passere forbi. Vi lever jo som bekendt i tid og rum, og vi bør ikke under nogen omstændigheder lade os nøje med, at andre gør det for os.

På den gode rejse bevæger vi os i rummet med tiden. Er man oven i købet så heldig undervejs at befinde sig i godt og inspirerende selskab, skulle der være basis for en uforglemmelig oplevelse.

God rejse!


 2005

Skribent: Nils Ohrt, Museumsdirektør, mag. art.

“At rejse er at leve” jublede H.C.Andersen – og selvom udtrykket unægtelig er blevet noget fortærsket, trænger det sig imidlertid på i jubilæumsåret for den verdensberømte eventyrforfatters fødsel.

Også fordi citatet rummer en vigtig sandhed om det at rejse. Uvante miljøer og nye oplevelser langt borte fra det kendte og trygge skærper sanserne og opmærksomheden. Ved mødet med det fremmede tager dit liv, vaner og værdier sig anderledes ud end derhjemme. Tiden ændrer karakter og får en anden fylde og en næsten håndgribelig karakter. Jo, Andersen havde ret: Livet banker raskere i årerne, når du er på farten. Rejsen minder os om, at livet er større end hverdagen og dens faste rammer.

Men som livet selv har rejsen også en begrænset varighed, og når den virker stærkt, er det netop fordi den hører op og afløses af hverdagens mere regelrette og ensformige liv. Wienerbrød kan være en behagelig afveksling fra rugbrød, men det er jo det sidste, der er basis kosten. At leve i hverdagen er derfor en forudsætning for at leve på rejsen. Dertor kan du ikke leve for at rejse, men du skal rejse for at leve – lidt mere. God rejse!

Nils Ohrt


2006

Skribent: Ivar Gjørup, Forfatter, cand.mag.

Jeg havde kendt huset længe. Der var altid lys derinde, syntes jeg, og et stort krøllet hoved igang med arbejdet. Selv kom jeg forbi på vej fra banegårdens postkasse, sidste tømning ud af Århus. Når jeg havde sendt til min avis, havde jeg fyraften. Det havde den travle mand derinde tilsyneladende ikke. EIRBY * HISTORISKE REJSEMÅL, stod der på skiltet. En dag gik jeg ind til ham. Og blev godt modtaget. Jeg foreslog et historisk rejsemål og et møde. Det blev til mange møder. Torben Eirbys omhu er enestående. Måske er der en grund til, at han sidder oppe til midnat.

Vi fik tilrettelagt Grækenlandsrejsen. Siden fandt han også på, at vi måtte lave en rejse til Bulgarien, jeg kendte på forhånd landet fra en række skoleudvekslinger mellem Sofija og Århus. Også det lykkedes.To gamle kulturlande på Balkan, med vidt forskellig historie – jeg har oplevet det som en opdagelsesrejse, hver gang jeg har været afsted.

Verdenskortet er lutter hvide pletter: Steder vi skal ud og opdage, ved selvsyn. Og EIRBY’s kunder er utrættelige, vil have besked, vil gøre opdagelser, diskutere. På vej i bussen gennem storslåede landskaber, ved aftenensmåltider, på toppen af Shipkapasset eller Athens Akropolis.Det er mageløse rejseselskaber. Derfor er hver rejse ny, også for rejselederen. Det er lykkelige opdagelser.

Der er et MÅL med rejsen. Når målet er nået, og målet er fuldt, vender vi hjem. Faste forestillinger og hvide pletter er afløst af eftertanke og selvsyn. Det er rejsens MÅL. Både ude og hjemme. God Rejse!

Ivar Gjørup


2007

Skribent: Tor Tolstrup, tidl. chefredaktør for Jyllands Posten.

Rejsens perspektiv.

Der er mange måder at rejse på, men en ting står fast, forfatteren Henry Miller sagde det kort og klart: ”Rejsemålet er ikke bare et sted, men en ny måde at se tingene på”. Med “historiske rejser” har Torben Eirby ikke blot skabt en ny måde at se tingene på, men en opskrift på at se dem i et perspektiv, der rækker ud over nutidens overflade. Et perspektiv, som giver ikke blot en rejsemæssig oplevelse men også forståelsen for oplevelsen, for den nation, man befinder sig i, og de mennesker, der bor der.

Man kan rejse for rejsens skyld, man kan rejse efter et forudbestemt mål, eller man kan opsøge det ukendte. For mit eget vedkommende har den bedste måde at rejse på altid været den gode, planlagte rejse.For selve tilrettelæggelsen af rejsen, det at læse og lære om det, man gerne vil se, og der efter planlægge turen, gør den til en dobbelt oplevelse.

I de mange år, jeg som journalist har rejst og boet i Asien, har det at finde baggrunden altid været afgørende. For hvor er man som journalist, og hvor efterlader man læseren, hvis man blot overfladisk refererer det aktuelle, men glemmer at opsøge fortiden og gennem den skabe forståelsen fornutiden.

Da Torben Eirby spurgte, om jeg ville tilrettelægge en historisk rejse til Japan, var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, hvad den skulle bygge på. Den skulle handle om de samuraier, der gennem århundreder under svage og magtesløse kejsere lagde grunden til det Japan, vi ser idag. Give svaret på, hvorfor og hvordan Japan blev ikke blot verdens næststærkeste økonomiske nation, men også en kulturel sværvægter med sit eget, umiskendelige særpræg. Belyse, hvordan Japan gennem sin udvikling til en hypermoderne nation formåede at holde fast i sine historiske og kulturelle rødder.

For rejse er meget mere end den sightseeing, som de fleste turister oplever. Rejse er en dyb og vedvarende erfaring om forandringer og om det at leve. Det er selve rejsen, ikke ankomsten til et sted, der betyder noget. Det er ikke blot synet af den imponerende borg og det smukke tempel, der betyder noget. Det er at vide, hvem der byggede det, og hvorfor det blev bygget. Det er det at kunne måle Ginzaens glitrende skyskrabere med historiens metermål og at få forståelsen for, hvorfor der stadig er en samurai i nutidens japaner.

Kun ved at have det historiske perspektiv for øje, får man det fulde udbytte af sin rejse. Derfor er Eirbys historiske rejser unikke, og derfor var det umuligt at sige nej til at være med.

Tor Tolstrup


2008

Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Hvis der er noget bedre end at få et middelhavsduftende kort, er det naturligvis selv at være afsted og helst under kyndig vejledning. Jeg rejser selv kun nødig til destinationer, som jeg ikke har et grundigt kendskab til eller kan gøre mig forhåbninger om på stedet at få åbnet af et menneske som Herbert Pundik. Så blomstrer ørkenen, og Jerichos mure falder for anden gang sammen, medens man står og ser. Og man bliver trods alle forudfattede meninger nødt til at forstå begge sider i den konflikt, som så længe har plaget Israel.

Alene ser man kun det, man ved, eller lad os sige, at vi især ser det. Derfor skrev H.C. Andersen også, at forkundskaber er nyttige, men det gjaldt vist mest andre, for selv bevægede han sig helst med fantasiens øjne gennem hele Europa, og enhver, der har rejst i hans fodspor, ved, hvor meget han kan lægge til ens oplevelser.

Jeg tror, at digteren havde meldt sig som rejseleder, hvis Eirby Historiske Rejsemål havde eksisteret dengang, for alle destinationerne indgår i den horisont, der hele tiden kommer nærmere og som vi derfor ikke kan stifte grundigt nok bekendtskab med. Heldigvis er der mange andre kyndige rejsekammerater, og jeg misunder altid det selskab, der skal af sted med snart den ene og snart den anden, som ved, hvad han fortæller om.

Jeg glæder mig til tiden kommer, men send indtil da et kort, der dufter af de store have og alle de steder, man som dreng befolkede i sine tanker.


2009

Skribent: John Strange

Historiske Rejsemål – eller Om at søge sine rødder

På Apollons orakeltempel i Delfi stod der en indskrift: “Kend dig selv”, ord med en universel betydning. Alle mennesker har brug for at kende deres rødder. Ikke mindst den moderne tids mennesker i en verden, hvor forandringerne accelererer fra år til år. Den prægtigste måde at finde sine rødder er at rejse ud og studere verden. Når vi står på Forum i Rom og hører Antonius tale ved Cæsars ligfærd gengivet af en dygtig guide efter Shakespeares drama, så forstår vi pludselig både lidt af det Rom, som vi er et produkt af, men måske også lidt om europæisk dramatik, som har formet os. Eller når vi går på “Den lige Gade” i Damaskus, hvor Paulus gik, efter at han havde mødt Jesus på vejen dertil, eller sidder i den kirke, som er bygget ved den antikke mur omkring Damaskus, og hører om apostlen, så forstår vi måske lidt bedre, hvorfor Kristendommen blev en verdensreligion, og hvorfor vi blev kristne. Når vi er på Orkney-øerne og der møder sporene af vikingerne, fatter vi lidt af den forbløffende kraftudfoldelse, vore forfædre var i stand til, og hvad de bragte hjem til os med sig. Eller når man ser hulemalerierne i Frankrig og Spanien, forstår vi hvor langt tilbage vi skal søge vore forfædre og deres geni, vi efterkommere af de 200 mennesker, der vandrede ud fra Afrika for 100.000 år siden, og måske forstår vi så os selv lidt bedre. Man kunne fortsætte eksemplerne, meget få kulturer har ikke på en eller anden måde været med til at forme os. Derfor: rejse ud og find jer selv.
 
John Strange